Stefsims Cola BBQ Sauce

Denne er ungernes favorit. Man kan næsten drikke den med sugerør, så god er den.

Ingredienser:

  • 3,5 dl ketchup
  • 1 dåse cola (33cl og ikke af den sukkerfri slags)
  • 1 dl Worcestershire Sauce
  • 1 dl brun farin
  • 1 tsk granuleret hvidløg eller hvidløgssalt
  • 1 tsk hot sauce (chili sauce)
  • evt. lidt “liquid smoke”

Har man ikke lige noget Worcestershire Sauce, kan man erstatte det med 1 dl hvidvinseddike, 1/2 tsk sort peber, 1/2 tsk salt og 1/2 tsk chili.

Kom ingredienserne i en sautepande, kog op under omrøring.

Man kan evt. bruge noget maizenamel for at tykne saucen, da den er lidt tynd i det.

Færdigt efter ca. 10 minutter. Kom på flaske og køl.

 

Stefsims Beer BBQ Sauce

Ingredienser

  • 2 frisk løg
  • 2 fed hvidløg
  • 3 dl chilisauce (bestem selv styrken, evt. ketchup)
  • 33 cl mørk øl
  • 3 dl honning
  • 1 dl Worcestershire sauce
  • 2 spsk sennep

Skær løg og hvidløg ud i små terninger og svits dem af i en gryde. Løgene kan også blendes til mos først og så tilsættes sammen med de andre ingredienser.

Tilsæt derefter chilisauce, øl , honning, Worcestershire sauce og sennep. Bring det hele i kog under konstant omrøring.

Når det har kogt i 2 minutter, så skru ned for varmen, så saucen kan simre videre i yderlige 20 minutter. Rør rundt i saucen en gang imellem.

Stefans kætsjup – “ild-i-kætter”

På billedet ses mængden af chili der blev brugt i saucen.

  • Chili
  • 6 fed hvidløg
  • 1 almindeligt løg
  • 3 dåser tomat
  • 1 dl brun farin
  • 2,33 dl hvid sukker
  • 1 tsk Colman sennepspulver
  • 2 tsk tørret oregano
  • 1 dl granatæbleeddike
  • 0,5 dl koncentreret citron

Chilierne hakkes og alt kommer i en gryde, blendes og varmes op ved mellem varme. Der skal ca. dampes 0,5 liter vand af blandingen, før konsistensen er i orden. Så lad det hele simre i et par timer uden låg, med omrøring når det lige passer.

Smag til med lidt salt ca. 1/4-1/2 tsk

Marie Louises chilisauce 


500 g frisk flåede tomater i små tern

 2 stk røde peberfrugter fint hakket 

5 fed hvidløg fint hakket 

4 stk Carolina reapere chilier eller anden meget stærke chilier fint hakket 

 1 1/2 dl god vin eddike 

 1-2 spsk oregano gerne frisk 

1 dl vand
Salt og peber 

3 dl sukker 

Hæld alt i gryden og lad det simre til en passende konsistens evt. blend det lidt for at jævne og smag til.